Af Kristian Bang Foss

I Libanons bjerge blev jeg jagtet af rasende hunde gennem et solsvedent steppelandskab. Et råd: Hvis du nogensinde skulle få rasende hunde i hælene, så saml en god sten op, det skræmmer dem som regel.

Det lærte jeg af Edal, da vi gik tur i De Dødes By i udkanten af Cairo, og knurrende, radmagre gadekryds fulgte os på afstand. Her stillede et fugleskræmsel af en mand sig for øvrigt op på en smuldrende, nougatlignende mur og råbte sære arabiske forbandelser efter os.

Og i haven bag hotellet i Siwa-oasen kunne man i aftenstilheden høre de små bump, når palmerne slap deres dadler i sandet. Da solen holdt op med at brænde, vovede byens albinofamilie sig ud af deres hus og gik aftentur, mens jeg sad på en høj og så stjernerne komme dryssende. Man kan snildt forestille sig, at Alexander den Store har siddet på den selvsamme høj og fordøjet oraklets ord, mens solen kæntrede i ørkenen.

Kristian Bang Foss (f. 1976) debuterede i 2004 med den anmelderroste roman Fiskens vindue om en ung mands kvaler med kvinder, tørfluefiskeri og livet i almindelighed. Han er uddannet på Forfatterskolen og underviser bl.a. på Testrup Højskole.

Hans seneste roman 'Stormen i 99' handler om mennesker på Inwears lager på Amager – om obsternasige lagerarbejdere og pressede mellemledere, om kiksede personalefester, rockergæld, joints og steroider, om liderlighed, vold og kærlighed – en roman om Danmark op til den store skæbnesvangre decemberstorm i 1999.